Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2016-02-02 til 2016-02-05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Vold – Holbæk.
2016-02-05 – Kl. 1802

To venner sad på Holbæk station, hvor de drak øl. De blev uvenner og begyndte at slås. Det ender med, at den ene stikker den anden med en lille kniv, der gav et overfladisk snitsår. Ingen af parterne ønsker politiets indblanding. Kl. 1828 anholdt politiet dog den stikkende part, en 40-årig mand fra Holbæk, der blev afhørt til sagen og løsladt efter afhøring.
Det er nu op til politiets jurister at vurdere, hvad sagen skal ende med.
Det er vigtigt at understrege, at ovennævnte hændelse ikke kan sættes i forbindelse med den uro, der tidligere har været på Holbæk station.

Røveri – Holbæk.
2016-02-05 – Kl. 1835

Anmeldt røveri i Dagli’Brugsen, Ladegårdsparken. En mand truede med en pistol og fik udleveret et pengebeløb, hvorefter han stak af fra stedet. Spor på stedet førte kl. 2105 til anholdelse af en 21-årig mand fra Holbæk, der sigtes for røveriet.
Den 21-årige bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Målrettet færdselskontrol – Holbæk
2016-02-04

Færdselspolitiet foretog i tidsrummet kl. 1000-1300 en målrettet kontrol af trafikanterne i og omkring Holbæk i anledning af kampagnen om uopmærksomhed i trafikken.. Resultatet af indsatsen blev, at i alt 27 trafikanter blev sigtet for i alt 31 forseelser, der omfattede sager om spirituskørsel (1 sag), 11 havde glemt sikkerhedsselen, 1 kørte i frakendelsestiden, var narkopåvirket under kørslen og var yderligere i besiddelse af ½ gram hash, 2 havde ikke erhvervet sig førerret, 4 anvendte mobiltelefon under kørslen, 1 kørte på stor knallert i narkopåvirket tilstand og uden lovpligtig ansvarsforsikring. De resterende forseelser var mindre overtrædelser af færdslovgivningen. Færdselspolitiet vil fortsætte kontrollerne andre steder i politikredsen.

Lov om euforiserende stoffer – Holbæk
I forbindelse med færdselspolitiets kontrol i Holbæk blev en 66-årig mand (på knallert) fra Vipperøde standset til rutinemæssig kontrol. Da han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, blev han anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af hash i en sådan mængde, at politiet kunne mistænke ham for videresalg. Ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl med assistance fra en narkohund fandt politiet den 66-årige i besiddelse af i alt 220 gram hash. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg af den fundne mængde hash. Politiet løslod ham efter endt sagsbehandling, og han kan nu afvente yderligere henvendelse fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Tyveri af tøj fra udstilling – Labæk, Holbæk
2016-02-04 – Kl. 1537

Politiet fik en henvendelse fra personalet i en tøjbutik, som havde fået stjålet trøjer og en jakke fra fortovsudstillingen. Politiet kørte til stedet, hvor et vidne, der havde overværet tyveriet, kunne oplyse politiet om signalementet på tre gerningsmænd, der var kørt fra stedet i en bil. Vidnet havde endvidere aflæst bilens nummerplade. Da politiet kort efter dukkede op på bilejerens adresse i Holbæk, var både bilen og de tre gerningsmænd til stede. Der var tale om tre mænd på 18, 22 og 25 år fra Holbæk. Ved en ransagning på bilejerens adresse fandt politiet de stjålne tøjvarer i form af 12 trøjer og en jakke med prismærker fra tøjbutikken. Varerne havde en værdi på ca. 5500 kr. De tre mænd blev alle sigtet for tyveri, som blev begået ved, at føreren af bilen standsede ud for tøjbutikken, medens en bagsædepassager hurtigt løb ud og stjal varerne. Alle tre sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Tøjbutikken har fået sine varer retur.

Færdselsuheld – Uglerupvej, Holbæk
2016-02-02 – Kl. 0734

Politiet kørte ud til et færdselsuheld, der var sket kort forinden i krydset Uglerupvej – Tuse Næs Vej. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Holbæk var kørt ad Uglerupvej, men kunne ikke bremse før krydset pga. is på vejen. Han fortsatte derfor tværs over Tuse Næs Vej, ramte nogle vejskilte og standsede ude på en mark. Han var uskadt fra uheldet, og ingen andre trafikanter var involveret i uheldet. Et bugseringskøretøj blev tilkaldt til at fjerne den forulykkede bil, der skabte mindre trafikale problemer på stedet.

Spiritus-/narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
2016-02-02 – Kl. 0000

Politiet fik en henvendelse fra nogle borgere om, at en bilist blev tilbageholdt på grund af mistanke om spirituskørsel. Politiet kørte til stedet og anholdt en 30-årig mand fra Rødovre for spirituskørsel og mistanke om også at være påvirket af euforiserende stoffer. Han blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og alkohol.

Indbrud i perioden
Bygvænget, Tuse, Holbæk
Bispehøjen, Holbæk
Kalundborgvej, Holbæk
Tåstruphøj, Holbæk
Frejasvej, Allerup, Holbæk